Byggeprojekter

Velkomn og HusCompagniet fortsætter samarbejdet i nyt, stort boligprojekt

Ejendomsselskabet Velkomn indgår samarbejde med HusCompagniet om at opføre 190 række- og dobbelthuse i Ringsted. Det er parternes andet store projekt sammen, og flere kan være på vej.

Velkomn og HusCompagniet fortsætter samarbejdet i nyt, stort boligprojekt
Foto: Via.Ritzau
Nana Jørgensen
Af Nana Jørgensen 13. maj 2025

”Et stærkt strategisk match”.

Sådan lød det fra Velkomn og HusCompagniet, da de for knap et år siden indgik deres første store samarbejde om at opføre 153 rækkehuse i Haslev på Sydsjælland.  

Nu kan parterne offentliggøre, at det strategiske samarbejde fortsætter med endnu et omfattende boligprojekt på en grund i Ringsted. Her skal HusCompagniet bistå Velkomn med at opføre hele 190 rækkehuse, gårdhavehuse, dobbelthuse og sågar en håndfuld mindre parcelhuse i deres velkendte, høje kvalitet.

– Sammen med HusCompagniet har vi fundet stærke kvalitetsløsninger i vores igangværende projekt i Haslev. Derfor lå det også i kortene, at vi skulle lave flere projekter sammen. Med vores opkøb af 667 rækkehuse sidste år og nu i alt 343 huse på vej i samarbejde med HusCompagniet, fortsætter vi vores vækstrejse med kurs mod over 2.000 boliger i porteføljen inden for overskuelig fremtid og 5.000 boliger på den lidt længere bane, siger Peter Uldall Borch, CEO i Velkomn, og fortsætter:

– HusCompagniet er en velrenommeret husbygger med nogle stærke værdier, der matcher Velkomns. Vi har en fælles ambition om at skabe nogle attraktive hjem tæt på grønne omgivelser og i høj kvalitet til mennesker i alle livsfaser, siger han.

Et stærkt alternativ til ejerboliger
Kirsebærkvarteret bliver et lille, velfungerende lokalsamfund i naturskønne omgivelser få minutters kørsel fra Ringsted, motorvejstilkørslen og Ringsted Business Park. Derudover er der direkte busforbindelser til Ringsted Station. 

Ifølge Peter Uldall Borch bliver bebyggelsen, der har fået navnet Kirsebærkvarteret, et stærkt alternativ til de traditionelle parcelhusområder med en stor variation i boligmassen med alt lige fra små rækkehuse, dobbelthuse og sågar en lille håndfuld mindre parcelhuse. Projektet bliver DGNB-Guld-certificeret, ligesom man fokuserer på at opnå en bedre livscyklusvurdering ved blandt andet at anvende træ i byggeriet.

– Med det antal boliger, vi opfører i Kirsebærkvarteret, bliver der noget for alle husstandstyper. Der bliver boliger til singlerne, par i etableringsfasen, børnefamilierne og seniorerne. Jeg glæder mig specielt over, at der vil være en pæn mængde dobbelthuse og parcelhuse i byggeriet, som man sjældent ser udbudt blandt professionelle udlejere. Derudover har vi et ønske om at skabe nogle attraktive udenomsarealer – et grønt åndehul med legepladser og naturlige mødesteder, der er med til at skabe rammerne for det gode liv og styrke relationerne mellem de mennesker, der kommer til at bosætte sig i området, siger Peter Uldall Borch.

Kvalitetsboliger med øje for klimapåvirkningen
I HusCompagniet har man en ambition om at være den foretrukne samarbejdspartner inden for attraktive rækkehusprojekter i hele landet. Og Group CEO i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen, ser derfor frem til at fortsætte samarbejdet med Velkomn med etableringen af det nye boligområde Kirsebærkvarteret.

– Vi er utrolig glade for at kunne bygge videre på vores eksisterende samarbejde med Velkomn i et ambitiøst projekt som dette, der er med til at styrke deres position som en professionel og kompromisløs investor på det danske boligmarked. I både det nye projekt og i vores første projekt i Haslev sikrer produktionen på vores egne fabrikker høj kvalitet og unik ensartethed og giver samtidig en smidighed i byggeprocessen, som har stor værdi for vores samarbejdspartnere, fortæller Martin Ravn-Nielsen.  

HusCompagniets B2B-afdeling arbejder målrettet på at udvikle de nyeste løsninger inden for CO2-reducerende materialer og processer, hvilket harmonerer med Velkomns ønske om at bygge boliger af høj kvalitet, men med et skarpt øje for den samlede klimapåvirkning.

– Vi ser frem til at fortsætte vores gode samarbejde med Velkomn i endnu et fælles projekt og til igen at kunne udnytte vores erfaring og produktionsfaciliteter til at levere kvalitetsboliger, hvor der også er et skarpt fokus på det samlede CO2-aftryk. Kirsebærkvartet er et fantastisk projekt, som vi i HusCompagniets B2B-afdeling er stolte af at være en del af, afslutter Christopher Tranæs, Projektudviklingsdirektør i HusCompagniet.

De første boliger i Ringsted forventes at være indflytningsklare fra 2026.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Byggeprojekter

Se flere artikler