Nyheder
Silkeborg Forsyning genberegner fjernvarmeprojektet til byerne syd for Silkeborg
Det lykkedes ikke at ramme en tilslutningsprocent på 65 fra indbyggerne i Sejs-Svejbæk, Virklund, Them, Salten og Knudlund syd for Silkeborg. Tilslutningen til fjernvarmeprojektet endte på 43 procent. Silkeborg Forsyning genberegner nu projektet i stedet for at lukke det, da der stadig er muligheder for at få et justeret fjernvarmeprojekt rullet ud til de mange tilmeldte.
Siden startskuddet den 1. november 2024 på Silkeborg Forsynings største fjernvarmekampagne til dato er der kommet 2.550 tilmeldinger frem til deadline den 30. april 2025.
Den samlede tillslutningsprocent endte på 43 procent. Umiddelbart et godt stykke under målsætningen på 65 procent.
Silkeborg Forsyning vurderer, at mange ting har spillet ind i resultatet. Områderne har en høj andel af varmepumper, hvoraf mange er blevet installeret i løbet af 2023. Derudover er fjernvarmen lige nu ikke væsentligt billigere end gas, og særligt erhvervsvirksomhederne har ikke set fjernvarmen som attraktiv nok.
Energichef: Vi vil afdække alle muligheder
Energichef i Silkeborg Forsyning, Louise Langbak Hansen, er dog ikke klar til at lukke projektet endnu. Silkeborg Forsyning skylder de mange tilmeldte, som gerne vil have fjernvarme, at undersøge alle muligheder, mener hun:
”Vi er meget glade for hver eneste tilmelding, vi har fået. Og at vi samlet har fået 2.550 tilmeldinger, er vi superstolte over. Tusind tak til alle jer! Vi lukker ikke projektet ned nu, for der er nemlig opstået nogle nye muligheder,” siger hun.
Billigere linjeføring, lavere rente og ny lovgivning
Siden projektøkonomien – og dermed tilslutningsprocenten på 65 – blev fastlagt, har der åbnet sig nye muligheder for, at projektet kan blive billigere.
Det kan betyde, at projektet kan sættes i gang med en lavere tilslutningsprocent. Det er den beregning, som Silkeborg Forsyning nu vil gennemføre med deadline i juni.
En af de dyreste poster i projektet er den store fjernvarmeledning, der skal føre fjernvarmen ud til de fem byområder fra tilslutningen til den eksisterende transmissionsledning i Kejlstrupvej.
Foreløbige beregninger viser, at der med en alternativ linjeføring muligvis kan spares et tocifret millionbeløb.
Derudover er ny lovgivning trådt i kraft i år, der gør det muligt at afskrive ledningen over en længere periode, og det generelle renteniveau er faldet.
De forhold har potentiale til at ændre de økonomiske forudsætninger for projektet.
”Vi skal vende hver en sten. Det skylder vi de mange tilmeldte, og det skylder vi den grønne omstilling i Silkeborg Kommune, som så stort et fjernvarmeprojekt virkelig vil understøtte,” siger Louise Langbak Hansen.
Hun understreger, at den ekstra tid skal sikre, at genberegningen af økonomien foretages på et robust grundlag.
Omkring to måneder til at regne og justere
Bestyrelsen for Silkeborg Forsyning har besluttet, at de nye beregninger skal ligge klar til bestyrelsesmødet den 19. juni 2025. På mødet vil bestyrelsen så beslutte, om projektet skal fortsætte med de nye forudsætninger eller skal lægges ned.
Silkeborg Forsyning forventer at kunne kommunikere bestyrelsens beslutning om projektets fremtid den 20. juni 2025.
Det er frem til den 18. juni 2025 stadig muligt at tilmelde sig fjernvarme og booke screeningsbesøg, men øvrige kampagneaktiviteter ophører, og de lokale fjernvarmekontorer lukker den 1. maj.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
Læs også: