Et godt indeklima er vigtigt og særligt i soveværelset. Her gælder det især om at passe på fugt og støv.
Alt for mange danske hjem har problemer med fugt, og det skyldes nogle gange at soveværelset enten er indrettet forkert og ikke mindst er koldere end de andre rum i huset.
Temperatur
Soveværelset er ofte det køligst rum i huset. Ikke mindst fordi vi ofte får at vide, at det skal være koldt for at det er ideelt at sove i, men man skal passe på at det ikke bliver for koldt. Det kan nemlig skabe en række problemer for rummet og din søvn, hvis rummet er væsentligt koldere end husets andre rum.
Den varme luft fra resten af huset skaber nemlig kondens, når den rammer de kolde overflader, og det betyder fugt og i værste fald skimmelsvamp.
Et soveværelse bør ligge på nogenlunde samme temperatur som resten af huset, altså et sted mellem 18 til 21 grader.
Fugt
Spotter du kondens, der ikke forsvinder i løbet af dagen, på ruderne det meste af året, er luftfugtigheden for høj.
Potteplanter pynter og kan være med til at forbedre luften i et rum. Det gælder bare ikke, hvis der er for mange af dem.
Planterne afgiver nemlig fugt, ligesom du også gør, når du sover, så for at undgå at luftfugtigheden bliver for høj, skal du nøjes med at have et par stykker.
Det kan også være et problem, hvis du har et badeværelse i forbindelse med soveværelset som mange har – specielt, hvis fugten fra det trænger ind i soveværelset.
Møbler må ikke stå op ad kolde ydervægge, da der kan dannes skimmelsvamp.
Er du i tvivl om, hvorvidt der er for meget fugt i dit soveværelse, kan du bruge et hygrometer til at måle luftfugtigheden. Den skal ligge mellem 30% om vinteren og 60% om sommeren.
Støv
Luft ud soveværelset morgen og aften i mindst 10 minutter, og pas på med at have for mange ting, der kan samle støv i soveværelset. Lad være med at bruge det til opbevaring, så det er svært at komme til at tørre støv af eller at få gjort ordentligt rent.
Bare gulve er langt bedre for indeklimaet end tæpper, selvom de måske er rarere for fødderne.
Bøger, nips og vasketøj kan være andre steder i huset. Vasketøj i soveværelset kan også give lugtgener i perioder.