Rejser

Økonomien bider ikke på danskernes ferievaner

Ny undersøgelse viser, at kun hver femte ændrer ferieplaner på grund af økonomien – og kun tre procent dropper rejsen helt.

Nora Jørgensen
Af Nora Jørgensen 24. juni 2025

Langt de fleste danskere holder fast i deres ferieplaner. Ifølge en ny undersøgelse svarer 69 procent, at økonomien ikke får dem til at ændre ferievaner, hvilket er det samme som sidste år.

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Media på vegne af TUI. 1.075 danskere har deltaget i undersøgelsen og det er femte gang, at undersøgelsen foretages.

Ferien forbliver en prioritet

Tallene vidner om, at ferie fortsat er en vigtig del af danskernes liv. Selv når husholdningsbudgettet er presset, vælger langt de fleste at holde fast i drømmen om at komme væk hjemmefra. 

“Når danskerne justerer deres ferieplaner, handler det oftest om at finde løsninger – ikke at opgive ferien helt. Det kan være at vælge en billigere destination. Kun et fåtal vælger helt at blive hjemme, hvilket understreger, at rejsen stadig prioriteres højt,” siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.

Spørgsmål: Vil du ændre dine ferieplaner inden for de næste tolv måneder som følge af den økonomiske situation?

Maj 2023Sep 2024Maj 2024Sep 2024Maj 2025
Nej66%63%69%63%69%
Ved ikke13%12%7%16%12%
Ja21%25%24%22%19%

Af de 19 procent, som svarer, at de vil ændre deres ferieplaner som følge af den økonomiske situation, svarer 6 procent, at de vil vælge en mere prisvenlig destination, mens 5 procent svarer, at de enten vil tage på færre eller kortere rejser eller holdere ferie herhjemme. Kun 3 procent svarer, at de slet ikke vil rejse.

De unge er hårdest ramt

Selvom økonomien overordnet set ikke er et problem for danskerne, når de skal vælge deres næste feriedestination, er der i følge undersøgelsen én gruppe, som har det hårdere end andre. 22 procent af danskere i aldersgruppen 18-34 år svarer, at økonomien får dem til at ændre ferieplaner, hvilket er højere end landsgennemsnittet på 19 procent. 59 procent svarer, at det har ikke indflydelse, hvilket også er mindre end landsgennemsnittet på 69 procent.

Aldersgruppen 56-79 år er mindst påvirket af økonomien, når det kommer til valget af ferie.

Om undersøgelsen

Undersøgelse: Kantar Media – Gallup på vegne af TUI
Periode for undersøgelse:
 5. maj – 12. maj 2025
Respondenter: 1.075
Målgruppe: 18 – 79 år (nationalt repræsentativt)

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.