Bolignyheder.dk er din genvej til artikler om hjemmet, haven, sparetips, køb og salg og nye boligprojekter. Her finder du alt om bolig og have.
Kontakt os: info@bolignyheder.dk
Luftfugtighed

Den rigtige luftfugtighed er vigtig for både huset og helbredet, for er den for høj, kan det medføre helbredsgener og dyre skader.
Et hus kan både være for fugtigt eller for tørt. Det sidste gælder kun i nye huse, men begge dele kan give problemer med selve huset, der kan være dyre at løse, og for meget fugt i luften kan skade helbredet.
For høj eller for lav luftfugtighed
Luften i rummet skal have en relativ luftfugtighed på højst 40-45% om vinteren og højest 65% om sommeren. Hvis det er tilfældet i dit hjem, kan du nøjes med at lufte ud lidt oftere i de perioder, hvor der megen fugtighed i luften.
Investér i et hygrometer til at måle luftfugtigheden. Det er let at bruge og koster kun fra omkring 40 kr. Mål gerne luftfugtigheden 3 gange om dagen i forskellige perioder på året.
Det er dermed superbillig metode til at forebygge problemer og kan bruges til at identificere både tørt og fugtigt indeklima.
Og hvornår er det så, at du skal være på vagt?
Tørt indeklima - Ligger den relative luftfugtighed indendørs på 30 % eller under, stiger risikoen for at dit hus får problemer som følge af tørt indeklima. Det kan gå hårdt ud over organisk materiale som træ, og du risikerer at gulv og lofter af træ trækker sig sammen og danner sprækker, ligesom døre gaber og vinduerne ikke slutter tæt.
Normalt indeklima – Ligger den relative luftfugtighed på mellem 30 -60 %, kan du glæde dig over, at du har et sundt indeklima, såfremt det befinder sig i den høje ende i de sommerlige måneder og i den lave ende i de køligere vintermåneder.
Fugtigt indeklima – Her skal du være på vagt, hvis du oplever at luftfugtigheden ligger over 60 % og særligt, hvis den passerer 65 %, for så er der fugtigt, og det kan føre til problemer med for eksempel skimmelsvamp, der kan medføre hovedpine, allergi og føre til skimmelsvamp og/eller dyre fugtskader.
Sådan forbedrer du hjemmets luftfugtighed
Mange danske hjem har problemer med for høj luftfugtighed.
Både mennesker og dyr afgiver fugt og helt almindelige dagligdags gøremål som bad, madlavning og vask af tøj, betyder at en familie på fire typisk generer 10-12 liter vand pr. dag, som skal ledes bort fra huset, så det ikke ender i interiør eller vægge og ender med at skabe gener.
Den mest alvorlige konsekvens af dette er, når hjemmet inficeres ad svampeangreb og husstøvmider, der begge kan forårsage allergiske reaktioner.
Men huset kan også tage skade og fugt og svampe kan ende med at overtage hele huset, og så er der tale om en dyr omgang.
Heldigvis er der meget du selv kan gøre i dagligdagen for at nedbringe luftfugtigheden, hvis den er på vippen til at være i den høje ende.
Udluftning – sørg for at lufte ud i boligen flere gange dagligt og lav gennemtræk af 5-10 minutters varighed i omkring 5-10 minutter om dagen, medmindre du er den heldige indehaver af et mekanisk ventilationsanlæg, der sørger for at holde luftfugtigheden i ave.
Hold indvendige døre åbne i løbet af dagen, fugten kan slippe ud af det pågældende rum. Ved bad og køkken gælder dog det omvendte, når det er i brug. Her bør du lukke dørene, og lufte ud under og efter. I de lunere perioder er der absolut ingen grund til ikke at bade med et vindue på klem, hvis det kan lade sig gøre.
Luft også ud i bryggerset, når vaskemaskine eller tørretumbler er i gang og ikke mindst efter. Tør tøjet udenfor forår, sommer og efterår, når det kan lade sig gøre. Luft ud så ofte som det er muligt. Undgå så vidt muligt at hænge tøj til tørre indendørs.Brug låget - Sæt låg på gryden, når du laver mad og brug altid emhætten ved madlavning – også selvom du lufter ud lidt ud imens.
Tør straks op, hvis du spilder vand, hvad enten det er i køkkenet eller efter badet.
Kommer du ud for en vandskade, så få det repareret så hurtigt som overhovedet muligt og sørg for at de udsatte steder får lov til at tørre ordentligt.
Tænd for varmen – også i de rum du ikke bruger til dagligt. Du behøver ikke at skrue voldsomt op for varmen, men uopvarmede og kolde rum tiltrækker fugt, og når den møder luften fra de opvarmede rum, stiger luftfugtigheden og i værste fald kan der dannes kondens.
Et rum bør aldrig være under 17 grader varmt.
Tegn på høj luftfugtighed
- Tapet der sidder løst eller maling, der skaller af.
- Dug på indersiden af termoruder, der strækker sig længere end 2 cm fra karme.
- Fugtige eller misfarvede kanter på vinduer eller dørkarme.
- Der lugter indelukket, jordslået eller direkte af mug.
bruger kommentarer