Kæledyr

Kaniner egner sig ikke som kæledyr til børn

Hos Dyreværnet er der i øjeblikket ekstra fyldt i stalden med kaniner. I maj og juni har Dyreværnet nemlig modtaget i alt 34 kaniner, som ikke fik den nødvendige pleje og omsorg, der hvor de var.

Nora Jørgensen
Af Nora Jørgensen 12. juni 2025

Kaniner er ikke nemme kæledyr, som børn kan tage sig af alene. De har relativt komplekse pleje- og pasningsbehov, og det kalder på, at de voksne tager ansvar.

”Kaniner er nuttede. Mange af dem ligner små pelstotter, og derfor appellerer de meget til børn, som gerne vil kæle og kramme dem. Det er de færreste kaniner, der er interesserede i det, og derfor kan børn hurtigt miste interessen. Derudover skal man være opmærksom på kaninens behov i forhold til foder, pelspleje og stimulering, så der er faktisk meget, man skal sætte sig ind i for at kunne passe en kanin ordentligt,” udtaler internatschef Maria Rønde Jakobsen.

22 kaniner hentet fra byggelegeplads

I samarbejde med politiet hentede Dyreværnet mandag den 2. juni i alt 22 kaniner fra en byggelegeplads i Københavnsområdet. Et stort antal kaniner var i så dårlig stand, at de måtte aflives på stedet, men vi fik heldigvis 22 kaniner og kaninunger med, som nu kan se frem til nye, gode hjem.

Ved ankomst til Dyreværnets internat i Rødovre er alle kaniner blevet sundhedstjekket, behørigt behandlet, og dem, der er gamle nok, er blevet neutraliseret, så de gradvis kan komme til adoption via Dyreværnets hjemmeside.

12 kaniner ind fra dyreværnssag

I maj kørte vi ud på en anmeldelse modtaget via vores hjemmeside. På en adresse i Jylland blev kaninerne holdt som slagtekaniner i bittesmå bure, og vi endte med, i samråd med ejeren, at få 12 kaniner med hjem. De kan nu også se frem til en tilværelse som kæledyr hos en familie, der passer godt på dem.

Hvad kræver det at have en kanin?

For det første skal man gøre sig nøje overvejelser, om man er klar og har (økonomisk) overskud til et eller flere ekstra familiemedlemmer, for de kræver pleje og pasning flere gange om dagen, ligesom de skal tilses regelmæssigt af en dyrlæge.

Herudover skal man tænke over, om man ønsker en inde- eller udekanin, for det er enten det ene eller det andet. Kaniner er nemlig temperaturfølsomme og kan ikke umiddelbart veksle mellem at være inde og ude. Og så er der spørgsmålet om plads til, at kaninerne kan løbe frit rundt og/eller plads til bur og løbegård. Men der er flere overvejelser endnu. Læs Dyreværnets generelle guide til kanin.

Det allervigtigste er, at kaninerne ikke bliver børnenes ansvar, for det kan de ikke bære. Det er for stor, svær og vigtig opgave at overlade til børn.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.