Pressemeddelelse
HusCompagniet øgede omsætningen 25% til 791 mio. kr. i 1. kvartal 2026, drevet af alle segmenter efter eksekvering og et godt aktivitetsniveau i forlængelse af den solide salgsfremgang i de første tre kvartaler af 2025. Som forventet faldt bruttomarginen i 1. kvartal 2026, hvor den udgjorde 16,4% mod 19,5% i sammenligningsperioden. Den lavere margin på tværs af segmenterne var påvirket af de tre udfordrede B2B-projekter og i forretningen for enfamiliehuse yderligere af effekterne af den koldeste januar i 16 år i Danmark. EBITDA steg 9% til 18 mio. kr., svarende til en margin på 2,3% sammenlignet med 17 mio. kr. og 2,6% i 1. kvartal 2025. EBIT udgjorde 5 mio. kr., et fald fra 6 mio. kr. i sammenligningsperioden.
CEO i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen siger: “Vi skabte omsætningsvækst og indtjening i tråd med forventningerne efter fortsat eksekvering på vores solide ordrebeholdning. I forretningen for enfamiliehuse fortsatte den lavere tendens med færre salg i starten af 2026, mens der var bedring at spore imod slutningen af kvartalet og ind i april, hvor der antallet af leads og salg steg. I et miljø med lav sigtbarhed forbedrer vi løbende kundeoplevelsen for vores private husbyggere med nye tiltag og showrooms for at udnytte de muligheder, vi fortsat ser i et volatilt marked.”
Salget faldt i 1. kvartal 2026, hvor det var 44% lavere end sidste år og udgjorde 198 huse (enheder) som følge af fald primært inden for række- og træhuse i forhold til en sammenligningsperiode, som var positivt påvirket af store ordrer i de forretningsområder. Forbrugernes tilbageholdenhed påvirkede salget af enfamiliehuse, hvor udviklingen dog var positiv i marts og ind i april. Der blev leveret 182 huse (enheder), et fald på 7%, som afspejlede moderate stigninger i enfamilie- og træhuse og færre leveringer af rækkehuse. I sammenligningsperioden blev der solgt 356 huse (enheder) og leveret 195. Ultimo marts 2026 udgjorde ordrebeholdningen 2,1 mia. kr. på niveau med udgangen af marts 2025.
“Vi fortsatte med at eksekvere på den reviderede strategi for vores rækkehusforretning med et mål om at vende tilbage til kernen og levere forbedrede resultater og lønsomhed fremfor vækst, og det forventes at medføre lavere salg i 2026. Med den tilgang var vi tilfredse med at sælge vores fabrik i Esbjerg i april for at skærpe vores asset-light-profil, fokusere på vores kernekompetencer og levere huse af høj kvalitet i et sundt samarbejde med vores partnere,” siger Martin Ravn-Nielsen.
Den 10. april 2026 indgik HusCompagniet en ubetinget aftale om salg af elementfabrikken i Esbjerg til den nuværende leverandør Nordic Wood Industries for 55 mio. kr. (Enterprise Value) på kontant- og gældfri basis, jf. selskabsmeddelelse 8/2026. Baseret på foreløbige tal forventes transaktionen at reducere den nettorentebærende gæld med 56 mio. kr. i 2026 og medføre et regnskabsmæssigt tab på 68 mio. kr., der indregnes som særlige poster i 2. kvartal 2026. Parterne har indgået en treårig strategisk partnerskabsaftale om, at Nordic Wood Industries skal levere alle præfabrikerede træelementer og tagkassetter af træ til HusCompagniets aktiviteter i Danmark.
Udvalgte nøgletal for 1. kvartal 2026
| Mio.kr. | 1. kvt. 2026 | 1. kvt.2025 | Ændring | | Helåret 2025 |
| Huse solgt (enheder) | 198 | 356 | -44% | | 1.509 |
| Huse leveret (enheder) | 182 | 195 | -7% | | 1.031 |
| Ordrebeholdning, netto | 2.102 | 2.091 | 1% | | 2.282 |
| Resultatopgørelse | | | | | |
| Omsætning | 791 | 635 | 25% | | 2.957 |
| Bruttoavance | 130 | 124 | 5% | | 488 |
| EBITDA | 18 | 17 | 9% | | 61 |
| EBIT | 5 | 6 | -14% | | 15 |
| Balance | | | | | |
| Kontraktaktiver, netto | 403 | 403 | 0 | | 344 |
| Varebeholdning | 280 | 291 | -11 | | 291 |
| Nettorentebærende gæld (NIBD) | 308 | 287 | 21 | | 197 |
| Finansielle nøgletal | | | | | |
| Bruttomargin | 16,4% | 19,5% | -3,1ppt. | | 16,5% |
| EBITDA-margin | 2,3% | 2,6% | -0,3ppt. | | 2,1% |
| EBIT-margin | 0,7% | 1,0% | -0,3ppt. | | 0,5% |
| NIBD/LTM EBITDA | 4,9x | 2,9x | -2,0x | | 3,2x |
| Frie pengestrømme | -97 | -14 | -83 | | 102 |
| Kontanter til rådighed inkl. kreditfacilitet | 523 | 529 | -6 | | 627 |
| Medarbejdere, ultimo | 482 | 455 | 27 | | 508 |
|
Højdepunkter
- I 1. kvartal 2026 faldt HusCompagniets salg 44% på tværs af segmenterne til 198 huse (enheder) sammenlignet med 1. kvartal 2025. Sammenligningsperioden var positivt påvirket af bedring i markedet for enfamiliehuse og understøttet af en ordre på 96 rækkehuse på Bornholm, såvel som en B2B-kontrakt på 15 enheder i Sverige.
- Omsætningen i 1. kvartal 2026 steg 25% til 791 mio. kr., drevet af alle segmenter efter øget salg i de første tre kvartaler i 2025 og højere gennemsnitlige salgspriser for enfamilie- og træhuse. Antal leveringer faldt 7% til 182 som følge af udviklingen i rækkehusforretningen, som blev delvist opvejet af moderate stigninger i segmenterne for enfamilie- og træhuse. Samlet set påvirkede den usædvanligt kolde vintersæson timing af leveringer og opstart af arbejder.
- Bruttofortjenesten steg 5% til 130 mio. kr. efter fremgang i forretningerne for enfamilie- og træhuse. Bruttomarginen udgjorde 16,4% i 1. kvartal 2026 mod 19,5% i sammenligningsperioden. Som forventet kunne faldet henføres til alle segmenter og var påvirket af den kolde vinter, som medførte højere byggeomkostninger, samt effekten af udfordringerne med tre B2B-projekter. Den kolde vinter kan også påvirke udviklingen i 2. og 3. kvartal 2026 i de danske forretninger.
- EBITDA udgjorde 18 mio. kr. svarende til en margin på 2,3%, sammenlignet med 17 mio. kr. og 2,6% i 1. kvartal 2025. Ændringen afspejlede udviklingen i bruttofortjenesten og blev delvist opvejet af en lavere andel af salgs- og administrationsomkostninger på grund af et stærkt omkostningsfokus. EBIT var stabil og udgjorde 5 mio. kr. mod 6 mio. kr. i 1 kvartal 2025.
- Pr. 31. marts 2026 steg nettoordrebeholdningen med 1% til 2.102 mio. kr. sammenlignet med 2.091 mio. kr. ultimo 1. kvartal 2025, drevet af rækkehusforretningen.
- Pr. 31. marts 2026 udgjorde den nettorentebærende gæld (NIBD) 308 mio. kr. sammenlignet med 287 mio. kr. den 31. marts 2025 og 197 mio. kr. ved udgangen af 2025. Gearingen (NIBD/LTM EBITDA) var 4,9x sammenlignet med 2,9x ultimo 1. kvartal 2025 og 3,2x ved udgangen af 2025. Gearingen var påvirket af lavere LTM EBITDA, timing af rækkehusleveringer og øget arbejdskapital. Baseret på foreløbige tal vil salget af HusCompagniets elementfabrik i april reducere den nettorentebærende gæld med 56 mio. kr. i 2026 og bidrage til en lavere gearing.
- Lagerbeholdningen udgjorde 280 mio. kr., et fald fra 291 mio. kr. i sammenligningsperioden og ved udgangen af 2025.
- HusCompagniet følger udviklingen i Mellemøsten tæt og foretager de nødvendige kommercielle tiltag for at kompensere for krisens mulige påvirkning af råvarepriser, inflation og forbrugertillid.
Finansielle forventninger til 2026
Forventningerne til helåret 2026, som blev offentliggjort den 6. marts 2026, fastholdes:
- Omsætningen forventes at blive 3,0-3,3 mia. kr.
- EBITDA før særlige poster forventes at blive 70-130 mio. kr.
- Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster forventes at blive 15-75 mio. kr.
Baseret på foreløbige tal forventes salget af HusCompagniets fabrik i Esbjerg til Nordic Wood Industries, som blev gennemført den 10. april 2026, at medføre et regnskabsmæssigt tab på 68 mio. kr., der indregnes som særlige poster i 2. kvartal 2026.
Forventningerne til 2026 er baseret på, at der leveres 1.000-1.300 huse. Forventningerne er positivt påvirket af den højere ordrebeholdning, mens fortsat geopolitisk uro og konflikter har en negativ indvirkning på markedsdynamikkerne. Lav sigtbarhed, fortsat markedsvolatilitet, prisfølsomhed og de tre udfordrede B2B-projekter med påvirkning af indtjeningen frem til 1. halvår 2027 har en negativ effekt på den forventede lønsomhed i 2026. Det antages desuden, at der ikke opstår en væsentlig forværring af den geopolitiske spænding i Mellemøsten, som vil medføre forstyrrelser af forsyningskæderne eller at råvarepriserne overstiger niveauerne i 1. kvartal 2026 væsentligt.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
Læs også: