Byggeprojekter

HusCompagniet indgår strategisk vigtig aftale på Bornholm: 96 boliger skal opføres i Rønne

HusCompagniet og Æbleløkkerne P/S indgår aftale om opførelsen af nyt boligkvarter i Rønne, der forventes at stå færdig i 2026. Projektet bliver HusCompagniets første B2B byggeri på Bornholm.

HusCompagniet indgår strategisk vigtig aftale på Bornholm: 96 boliger skal opføres i Rønne
Foto: Via.Ritzau
Nana Jørgensen
Af Nana Jørgensen 9. maj 2025

HusCompagniet har indgået en aftale med Æbleløkkerne P/S om opførelse af 96 lejeboliger i Rønne. Området får navnet Æbleløkkerne og kommer til at bestå af 68 lejligheder og 28 rækkehuse, der skal skabe rammerne for et nyt og attraktivt boligkvarter tæt på både kyst og skov og med Rønnes mangfoldige handels og kulturliv inden for rækkevidde.

Med aftalen træder HusCompagniet for første gang ind på Bornholm i B2B-regi, hvilket er et led i virksomhedens strategi om at udvide sit geografiske og forretningsmæssige fodaftryk i Danmark. Byggeriet er planlagt til at starte i midten 2025 med aflevering primo 2027.

– Dette er en strategisk vigtig milepæl for os i vores ambition om at være den foretrukne samarbejdspartner indenfor attraktive rækkehus- og lejlighedsprojekter i hele landet. Det er vores første B2B-kontrakt på Bornholm, og vi ser frem til at arbejde tæt sammen med lokale aktører og skabe et boligområde i topkvalitet. Råhusene bliver produceret på vores egen fabrik, hvilket som på vores andre B2B-projekter sikrer både høj kvalitet, ensartethed og agilitet i byggeprocessen, som har stor værdi for vores samarbejdspartnere, siger Martin Ravn-Nielsen, Group CEO i HusCompagniet.

De nye boliger, der kommer til at være i forskellige størrelser i både ét og to plan, er designet med respekt for det eksisterende landskabs kurver og variation, og i de frie arealer mellem bygningerne kommer sorter af æbletræer til at have forskudt blomstring og frugt. 

Alle boligerne bliver opført med træfacader og bygges med en målsætning om at blive bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld. Projektet understøtter dermed HusCompagniets ambitioner om at levere kvalitetsboliger og energieffektive løsninger, der bidrager til fremtidens boligbyggeri.

Moderne boliger skal sikre varieret boligudbud på Bornholm
Æbleløkkerne P/S, der står bag projektet, er ejet af de lokale selskaber Ocean Prawns A/S og Bornholms Brand a.m.b.a. Ifølge Æbleløkkerne P/S er samarbejdet med Nordens største husbygger en vigtig løftestang for at skabe et attraktivt og alsidigt boligområde på Bornholm.

– Vi har valgt HusCompagniet som vores samarbejdspartner, da deres positive omdømme, sans for kvalitet og ikke mindst deres dokumenterede erfaring med lignende boligprojekter andre steder i Danmark var afgørende. Derudover kender HusCompagniet allerede lidt til Bornholm, idet de i forvejen bygger boliger til privatsegmentet,” fortæller Daniel Barslund, CEO hos Ocean Prawns.

– For os var det essentielt at gennemføre hele byggeriet som en totalentreprise, da denne løsning sikrer en strømlinet økonomisk styring og dermed optimale betingelser for både bygherre og de kommende lejere. Det har også været vigtigt for os, at HusCompagniet benytter lokal arbejdskraft og forpligter sig til at opføre alle boliger med træfacader samt med en ambition om at opnå DGNB Guld-certificering. Dette partnerskab er en vigtig løftestang for at realisere vores vision om et moderne boligområde med et varieret udbud i Rønne, uddyber Morten Holten, adm. direktør hos Bornholms Brand a.m.b.a.

Med en blanding af både rækkehuse og lejligheder i forskellige størrelser fra 58 m2 til 116 m2 er håbet at kunne tiltrække en blandet beboersammensætning af både enlige, par, børnefamilier og seniorer. 

– Æbleløkkerne i Rønne er et spændende projekt, som vi er utrolig glade for at være en del af. Vi har gennem hele processen haft en god og konstruktiv dialog med Æbleløkkerne P/S, der har haft en klar ambition om at skabe boliger af høj kvalitet, og vi ser nu frem til at få sat gang i projektet, fortæller Christopher Tranæs, Projektudviklingsdirektør i HusCompagniet.

Information om Æbleløkkerne:

  • 96 boliger i ét og to plan, fordelt på 68 lejligheder og 28 rækkehuse
  • Varierende boligstørrelser fra 58 m2 til 116 m2
  • Fællesarealer med fokus på leg, sanselighed og fællesskab og et naturpræget landskab med fokus på biodiversitet
  • Boligerne bliver med træfacader og bygges med en målsætning om at blive bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld

Om Æbleløkkerne P/S
Æbleløkkerne P/S er et bornholmsk udviklingsselskab med ambitionen om at skabe et moderne, bæredygtigt og lokalt forankret boligområde i Rønne på Bornholm. Selskabet er et samarbejde mellem Bornholms Brand a.m.b.a. og den bornholmske rejekoncern Ocean Prawns A/S – to virksomheder, der deler en stærk interesse i at understøtte udviklingen af Bornholm gennem lokale investeringer og dermed bidrage til udviklingen af Bornholm, hvor der pt. er stor efterspørgsel på flere lejeboliger. 

Med projektet Æbleløkkerne i Rønne, der omfatter 96 lejeboliger i varierende størrelser og konfigurationer, ønsker Æbleløkkerne P/S at bidrage til et moderne boligmiljø, hvor bæredygtighed, fællesskab og kvalitet går hånd i hånd.

Læs mere om Æbleløkkerne på æbleløkkerne.dk

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Byggeprojekter

Se flere artikler