Nyheder
Boligejere inviteres til Klimaklar i Assens
Assens Kommune og Assens Forsyning A/S inviterer interesserede boligejere i risikozonen for lokale oversvømmelser, stormflod eller stigende grundvand til klimadialog om sikring af deres ejendom. Det sker i tæt samarbejde Beredskab Fyn, Beredskabsforbundet samt et stærkt hold af eksperter fra det lokale erhvervsliv i Forsyningsparken den 29. april 2025.
Danmark fik rekordnedbør i 2023 og 2024, og desværre melder de fleste prognoser, at vi skal regne med endnu mere nedbør i de kommende år. Derfor er klimasikring af borgernes boliger også en prioritet for Assens Kommune og Assens Forsyning A/S.
Assens Forsyning er aktuelt i fuld gang med at separatkloakere alle private ejendomme i kommunen, og de har etableret mere end 130 regnvandsbassiner, der skal håndtere de store mængder regnvand så borgerne undgår vand i kælderen samtidig med at miljøet skånes for uønskede overløb.
Skriver Via.Ritzau
Et vigtig bidrag til Assens Kommunes klimastrategi
– “Assens Kommune har i mange år målrettet arbejdet med at gøre kommunen mere klimarobust sammen med vores samarbejdspartnere. Men når vandmasserne melder sig, er opgaverne mange, og her er der noget kommunen og beredskabet kan gøre, og så er der også ting, som borgerne og husejerne selv kan gøre for at forebygge konsekvenserne. Derfor er jeg glad for, at borgerne nu har mulighed for at blive klogere på den del til arrangementet Klimaklar,” siger Borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen.
Store menneskelige og økonomiske omkostninger
– “Uønsket vand på matriklen eller i boligen har ofte alvorlige konsekvenser for de ramte boligejere – ikke kun materielt, men også økonomisk. Derfor har vi i tæt samarbejde med kommunen, Beredskab Fyn og Beredskabsforbundet og repræsentanter fra det lokale erhvervsliv besluttet at give alle interesserede boligejere en ekstra mulighed for at blive klogere på, hvordan de i praksis kan sikre sig,” siger direktør for Assens Forsyning A/S Henrik Boesen.
Lokalt erhvervsliv bakker op med ekspertise
– “Vi glæder os alle til at møde boligejerne, ikke mindst vores lokale erhvervsrepræsentanterne, der stiller op til dialog med lavpraktiske løsninger og gode råd til boligejerne. Her kan de besøgende se alt lige fra pumpeløsninger, kloakinspektion, omfangsdræn, højvandslukke og stormflodssikring til en snak om forsikrings- og kreditspørgsmål samt lånemuligheder til klimasikring,” siger Henrik Boesen og slutter af med at takke Lonico A/S, WaterCare ApS, Stormflodssikring ApS, Sparekassen Danmark, Vogsen Entreprenør ApS, Palle Johansen A/S og Dansk Erhvervsassurance for deres bidrag.
Klimaklar i Assens slår dørene op den 29. april, kl. 17.00-19.00 i Forsyningsparken 2, 5610 Assens. Tilmelding og det fulde program findes på assensforsyning/klimaklar.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
Læs også: