Nyheder

BIGs verden får sin egen udstilling

BIGs verden får sin egen udstilling
Af Mikkel Preisler 20. juni 2019

Oplev hvad mennesker og arkitektur kan gøre for livet og nærmiljøet og bygningerne på ny udstilling.

Arkitekter formgiver ikke bare vores nutid, men også vores fremtid, og interesserer du dig for arkitektur må du ikke snyde dig selv for den udstilling som Dansk Arkitektur Center slår dørene op for 12. juni, når Bjarke Ingels Group-udstillingen, ‘Formgivning’ får premiere. 

Den internationale kendte tegnestue, der har Bjarke Ingels i front, er kendt for at kunne bryde grænserne for, hvad vi tror at arkitektur kan, og deres projekter forbløffer gang på gang verdenen med kreativitet og nye måder at anskue verdenen på.

Bjarke Ingels Group – eller BIG som det også kaldes – er kendt for alt fra spiralformede højhuse til skibakker på forbrændingsanlæg og nu kan deres arkitektoniske kunstværker ses på Dansk Arkitektur Centers største udstilling til dato, når de i juni har premiere på ’Formgivning – an architectural future history from BIG Bang to singularity’.

Et indblik i designfilosofien bag en af vor tids største arkitekter

Den kommende udstilling skal give et unikt indblik i Ingels værksted og ikke mindst i den filosofi og tankegang, der forandrer verdenen og giver mennesker mulighed for at se livet fra nye vinkler.

Udstillingen præsenteres som en tidsrejse, der er delt i tre kapitler.

Det starter med Big Bang, universets fødsel, hvor vi møder en tidslinje, der viser, hvilken indvirkning formgivning har haft på klodens udvikling.

Derefter kommer vi en tur gennem nutiden i form af en miniatureby med unikke bygninger og nytænkende byplaner og ikke mindst en verden, hvor du selv får mulighed for at forme de omgivelser, du drømmer om i legoklodser, uanset om du er 7 eller 70 år, omgivet af hele 25 af BIGs bygninger i lego-udgaver.

Sidst men ikke mindst gælder det fremtiden, hvor du blandt andet kan få indblik i nogle af de byggeteknikker som fremtiden byder på. Her finder du robotter, kunstig intelligens samt 3D-print og et spændende bud på, hvordan vi kan indrette os på Mars.

Der er i alt 71 projekter med på udstillingen som lægger vægt på at forme fremtiden i stedet for blot at forudsige den. Det handler med andre ord om at give form til det, der endnu ikke har det, så vi kan forme den verden, som vi ønsker os i fremtiden, hvad enten vi lader os inspirere af fortiden eller ej.

Udstillingen kan opleves fra den 12. juni 2019.

CO₂-besparende cement og lækre typehuse: Sådan bygger eurodan-huse fremtiden

Læs også: CO₂-besparende cement og lækre typehuse: Sådan bygger eurodan-huse fremtiden

Har vinteren været hård ved dit sommerhus? Her er de skjulte skader, du skal tjekke for nu

Læs også: Har vinteren været hård ved dit sommerhus? Her er de skjulte skader, du skal tjekke for nu