Sjældent er der handlet så mange boliger i første halvår som i 2025.
Faktisk er det kun sket én gang tidligere, nemlig i 2021 hvor boligsalget nåede nye højder under coronanedlukningen.
Det viser Boligsidens nye handelstal for juni og dermed for hele første halvår 2025.
De 49.464 solgte boliger i første halvår er 19 procent flere end i samme periode sidste år.
”Tallene vidner om stor aktivitet på det danske boligmarked. Særligt i maj og juni er der skruet ekstra op for tempoet, og i begge måneder er der solgt mere end 9.000 boliger, hvilket ikke er noget, vi normalt ser. Det er kun i månederne under coronanedlukningen, vi har set den samme handelsaktivitet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden og tilføjer:
”Danskerne har appetit på nye boliger, og samtidig er det økonomiske udgangspunkt godt for mange, hvilket betyder, at rigtig mange har mulighed for at realisere deres boligdrømme. Og den stigende handelsaktivitet er med til at skabe de prisstigninger, som vi generelt har set på boligmarkedet i den seneste tid.”
Fuld fart på hushandlerne
Den stigende handelsaktivitet er bredt fordelt på det danske boligmarked.
I første halvår 2025 er der solgt 29.632 villaer og rækkehuse, hvilket er det næsthøjeste niveau for perioden i Boligsidens statistik. Sammenlignet med samme periode sidste år er der sket en stigning i salget af huse på 15 procent.
”Udviklingen for huse er den samme som for hele boligmarkedet. Der er sket en stor stigning i handelsaktiviteten, og vi ser det næsthøjeste resultat for perioden, der kun er overgået af 2021. Sammenligner vi med de første år i Boligsidens statistik er det nuværende salg af huse fordoblet siden 2012, hvor der dengang blev solgt 14.336 villaer og rækkehuse,” siger Birgit Daetz og tilføjer:
”En væsentlig pointe i denne sammenhæng er, at den stigende handelsaktivitet gælder i store dele af landet. I alle landsdele ser vi en fremgang i salget af huse på minimum 10 procent, når vi sammenligner salget i første halvår med samme periode sidste år.”
Over 10.000 solgte lejligheder i første halvår
Fra januar til og med juni i år er der solgt 10.493 ejerlejligheder. Det er en stigning på 34 procent sammenlignet med samme periode sidste år og det tredjehøjeste resultat for perioden i Boligsidens statistik.
”Aktiviteten på lejlighedsmarkedet droslede en smule ned i forbindelse med stigende inflation og rentestigninger i 2022 og 2023 og kortvarigt i forbindelse med indførelsen af de nye boligskatter, men i år er der for alvor kommet blus under salget igen. Hver måned i år er der solgt minimum 20-30 procent flere lejligheder end i tilsvarende måned sidste år,” siger Birgit Daetz.
Hvor salget af huse er spredt ud over hele landet, er salget af ejerlejligheder især koncentreret omkring landets storbyer. I Københavns Kommune alene er der solgt 3.781 ejerlejligheder i første halvår 2025, hvilket er 37 procent flere end i første halvår 2024.
Drømmen om egen feriebolig realiseres
I første halvår 2025 er der også solgt 5.388 sommerhuse. Det er 18 procent flere end i samme periode sidste år og kun overgået af samme periode i rekordårene 2020 og 2021.
”Salget af sommerhuse under coronaperioden var helt ud over det sædvanlige, og det aktuelle salg kan ikke måle sig med dengang. Men ser vi isoleret på handelsaktiviteten for sommerhuse i første halvår i år, er der også sket en stor stigning på denne del af boligmarkedet,” forklarer Birgit Daetz og tilføjer:
”Salget af sommerhuse i første halvdel af 2024 var faktisk nogenlunde på niveau med årene inden corona, hvor vi allerede dengang så en stigende interesse for at få sin egen feriebolig. Så en stigning på hele 18 procent i forhold til sidste år, det er en markant ændring.”
Solgte boliger i 1. halvår 2025:
Måned | Villaer/rækkehuse | Ejerlejligheder | Sommerhuse | Alle boligtyper* |
Januar 2025 | 4.135 | 1.602 | 562 | 6.878 |
Februar 2025 | 4.483 | 1.705 | 709 | 7.516 |
Marts 2025 | 5.212 | 1.781 | 902 | 8.546 |
April 2025 | 4.942 | 1.690 | 950 | 8.233 |
Maj 2025 | 5.489 | 1.876 | 1.123 | 9.212 |
Juni 2025 | 5.371 | 1.839 | 1.142 | 9.079 |
I alt | 29.632 | 10.493 | 5.388 | 49.464 |
*Alle boligtyper dækker over andelsbolig, ejerlejlighed, fritidsbolig, fritidsgrund, helårsgrund, kolonihave, landejendom, lystejendom, rækkehus, villa og villalejlighed. Kilde: Boligsiden
Solgte boliger i 1. halvår 2015-2025
Periode | Villaer/rækkehuse | Ejerlejligheder | Sommerhuse | Alle boligtyper* |
1. halvår 2025 | 29.632 | 10.493 | 5.388 | 49.464 |
1. halvår 2024 | 25.783 | 7.859 | 4.581 | 41.711 |
1. halvår 2023 | 23.219 | 7.530 | 4.178 | 38.331 |
1. halvår 2022 | 26.506 | 8.754 | 4.819 | 43.946 |
1. halvår 2021 | 36.774 | 12.936 | 8.932 | 65.644 |
1. halvår 2020 | 26.480 | 8.992 | 8.015 | 48.534 |
1. halvår 2019 | 24.983 | 8.782 | 4.877 | 42.987 |
1. halvår 2018 | 24.493 | 9.536 | 4.421 | 42.852 |
1. halvår 2017 | 23.774 | 10.598 | 4.458 | 43.434 |
1. halvår 2016 | 21.392 | 9.840 | 3.499 | 39.099 |
1. halvår 2015 | 22.013 | 10.142 | 3.420 | 40.783 |
1. halvår 2014 | 16.917 | 7.158 | 2.626 | 32.405 |
1. halvår 2013 | 15.535 | 5.980 | 2.572 | 29.966 |
1. halvår 2012 | 14.336 | 5.373 | 2.411 | 27.127 |
1. halvår 2011 | 13.458 | 4.312 | 1.904 | 23.019 |
*Alle boligtyper dækker over andelsbolig, ejerlejlighed, fritidsbolig, fritidsgrund, helårsgrund, kolonihave, landejendom, lystejendom, rækkehus, villa og villalejlighed. Kilde: Boligsiden
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
Læs også: